Auktionsbetingelser DK

Auktionsbetingelser DK

TRÅDT UD AF KRAFT PR. 01.03.2021

1.0  BCA Bilauktion A/S ansvar

1.1  BCA Bilauktion A/S er udelukkende auktionsholder og dermed formidler af auktionssalgene, hvorfor køretøjerne sælges for den enkelte auktionsrekvirents regning og risiko. Køber kan derfor ikke gøre mangels beføjelser gældende over for BCA, bortset fra vanhjemmel, jf. nedenfor.

1.2  Uanset at BCA Bilauktion A/S kun er formidler, indestår BCA Bilauktion A/S, hvis der er tale om et vanhjemmelsansvar. Dette som en service over for auktionskøberen - som simpel kautionist for køberens eventuelle erstatningskrav begrundet i et vanhjemmelsansvar. BCA Bilauktion A/S´ indeståelse vil dog aldrig kunne overstige det på auktionen købte køretøjs vurderingspris på tilbagetagelsestidspunktet, dog altid maksimalt den på auktionen erlagte købesum inkl. salær, uanset om køber eventuelt har fået foretaget forbedringer og/eller vedligeholdelse af det pågældende køretøj. Ved vanhjemmel forstås, at en tredjemand har et gyldigt ejendomsforbehold for en restgæld i det på auktionen solgte køretøj, at køretøjet er stjålet, eller køretøjet er behæftet med en rådighedsmangel i form af et gyldigt tinglyst ejerpantebrev eller løsørepantebrev i køretøjet.

1.3  Auktionsrekvirenten er forpligtiget til at friholde BCA  Bilauktion A/S for ethvert krav, herunder renter og omkostninger, fremsat mod BCA Bilauktion A/S.

1.4  Auktionsrekvirenten er forpligtet til at indfri og aflyse alle former for hæftelser, restgæld og bemærkninger, der måtte være tinglyst på køretøjet. BCA Bilauktion A/S kan forlange ekstern bistand for auktionsrekvirentens regning, for at fremskynde denne sagsbehandling ligesom auktionsrekvirenten faktureres interne omkostninger som BCA Bilauktion A/S måtte have i forbindelse med sagsbehandlingen. BCA Bilauktion A/S har ret til at indefryse afregning af et køretøj til auktionsrekvirenten frem til at hæftelser, restgæld og bemærkninger er dokumenteret aflyst fra Tinglysningen.

1.5  BCA Bilauktion A/S forbeholder sig ret til at afvise tilmelding, fremstilling, gentilmelding eller genfremstilling af et køretøj. Dette gælder også såfremt BCA Bilauktion A/S vurderer den af auktionsrekvirenten oplyste mindstepris for værende udenfor markedsniveau.

1.6  Auktionsrekvirenten er forpligtet til at underrette BCA Bilauktion A/S såfremt der sker ændringer i auktionsrekvirentens momsregistreringsforhold m.v. Modtager auktionsrekvirenten et afregningsbilag, der ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold, er auktionsrekvirenten forpligtet til at underrette BCA Bilauktion A/S herom, så BCA Bilauktion A/S kan rette fejlen.

2.0  Køretøjsklassifikation

2.1 Auktionsrekvirenten placerer hvert køretøj i en af 3 følgende tilstandskategorier omfattende den mekaniske stand. Placeres køretøjet i kategori A, B eller C skal auktionsrekvirenten tillige ved tilmeldingen oplyse, om køretøjet har været anvendt til vognmands-, taxi-, beredskabs-, udryknings- eller bane-kørsel, om køretøjet har været skadet med deformering af to eller flere bærende dele i køretøjets konstruktion til følge, om køretøjet har været vand- eller brand-skadet, og om køretøjet er ændret i forhold til sit - på tidspunktet for første indregistrering - oprindelige registreringsformål, funktion eller konstruktion. Køretøjer indsat i kategori C kan efter forudgående aftale mellem auktionsrekvirenten og BCA Bilauktion A/S indsættes i auktion både med og uden en mindstepris. Auktionsrekvirenten accepterer dermed, at et køretøj sælges for højeste bud, hvis et køretøj efter forudgående aftale er indsat i auktion uden en mindstepris.

Kat. A: Ingen mekanisk defekt (ubetydelig støj kan forekomme henset til køretøjets alder og kilometer). Køretøjer, der bliver solgt under denne kategori, må ikke have mekaniske defekter, ligesom kontrol- og sikkerhedslamper for airbag, abs og motor ikke må lyse, når køretøjet er startet. Enhver henvendelse i denne kategori er med en selvrisiko på 3.750,- kr + moms. Skader, der er noteret i inspektionsrapporten, kan ikke reklameres. Service- og sliddele kan ikke reklameres såsom f.eks. olie, bremser, batteri, ophæng, undervogn, udstødning.

Kat. B: Motor, gearkasse og differentiale skal være funktionsdygtig henset til køretøjets alder og km. (mindre støj kan forekomme). Evt. reklamationer i denne kategori kan kun foretages på ovennævnte dele og altid med en selvrisiko på kr. 3.750,- + moms. Skader, der er noteret i inspektionsrapporten, kan ikke reklameres. Service- og sliddele kan ikke reklameres såsom f.eks. olie, bremser, batteri, ophæng, undervogn, styretøj, tandstang/servo styring, udstødning, kobling, svinghjul, trækaksler, kardan, lysende airbag/partikelfilter lamper og esp.

Kat. C: Købt som beset i den mekaniske og kosmetiske stand, som køretøjet forefindes i. Inspektion og beskrivelse af køretøjer i denne kategori er altid vejledende. Henset køretøjets stand kan dette være behæftet med fejl, mangler og/eller defekter som ikke er kommet til udtryk ved inspektion eller fotografering, hvilket tilfalder købers egen risiko. Køretøjer i denne kategori er købt som beset uden nogen form for reklamationsret

2.2  Tidligere skader/uoplyste skader

Køber accepterer, at der muligvis er foretaget lak og karrosseriarbejde på flere dele af køretøjet, som kan være foretaget pga. lakskader/overdrevet lak slitage og kollisionsskader. Disse reparationer er foretaget efter det pågældende lands håndværksmæssige standarder, hvorfra køretøjet oprindeligt stammer (1.reg. land), hvilket betragtes som acceptabelt.

Køretøjerne bliver hverken af BCA Bilauktion A/S eller sælger kontrolleret for eventuelle tidligere skader/uheld/ulykker som er blevet repareret/udbedret. Ofte har sælgere ikke informationer herom. Fastslår køber, at bilen har haft en tidligere skade/uheld/ulykke, er dette ikke at betragte som en bevidst handling fra BCA Bilauktion A/S eller sælger. Køber accepterer, at det ved de tilbudte køretøjer er ukendt, om køretøjerne har haft skader/uheld/ulykke.

For køretøjer med en alder under 36 måneder, regnet fra 1.registrerings dato og frem til auktionsdagen, og kørt under 80.000 km, accepterer køber ukendte og/eller reparerede skader/uheld/ulykker på op til 15.000,- DKK + moms eller 10% af køretøjets hammerslagspris.

For køretøjer med en alder over 36 måneder, regnet fra 1.registerings dato og frem til auktionsdagen, og kørt over 80.000 km accepterer køber, at det ikke er muligt at reklamere over tidligere reparerede og/eller uoplyste skader uanset reparationspris.

2.3  Kosmetisk klassifikation

Køretøjer bliver ikke inspiceret på lift, hvorfor undervognen ikke vil blive kontrolleret for eventuelle skader, og der ikke kan reklameres herfor.

Er køretøjets udvendige tilstand kontrolleret, er dette gjort fra en standard synsvinkel på 2 meters afstand og i en 90 og 45 graders vinkel. Skader, der ikke er synlige fra denne afstand, samt normal kosmetisk slitage henset til køretøjets alder, kilometertal og officielle anvendelse samt kosmetiske skader, der kan repareres med ”smart repair” reparationsmetoder, kontrolleres ikke.

Køretøjer bærer præg af normale brugsspor henset til bilens alder og kilometer, hvilket der ikke bliver taget hensyn til ved inspektion. Der bør altid påregnes klargøring samt ”smart repair” på købte køretøjer.

Den kosmetiske tilstand af køretøjerne er beskrevet ved opgørelse af de antal udvendige dele med skader, hvor der skal påregnes reparation for udbedring. Herunder forstås: Lakskader (dybe ridser), buler (udretning), større stenslag i frontruden. Indvendige skader beskrives ved hjælp af foto, og er ikke en del af den kosmetiske klassificering. Der kan være op til flere skader på en del / et panel – også selv om det evt. kun er taget et enkelt billede af delen / panelet – delen / panelet vil dog stadig blive betragtet som én enhed.

Klassificering 1: 0 - 2 dele/paneler med skader

Klassifikation 2: 3 - 4 dele/ paneler med skader

Klassificering 3: 5 - 6 dele/paneler med skader

Klassifikation 4: 7 eller flere dele/paneler med skader

Klassifikation 5: Skader på flere dele og / eller kollisions skader på 1-2 dele med eventuel indvirkning på underliggende strukturelle og mekaniske komponenter

Klassificering ” – ” (minus): Ingen klassificering: stor skade / stærkt beskadiget køretøj

Fælge: Beskadigelse på fælge er ikke reklamationsberettiget.

Dæk: Der kontrolleres ikke, om der er korrekt monterede dækdimensioner, og hvilken type dæk (vinter, sommer, helårsdæk osv.) der er monteret eller følger med som ekstra hjul. Køber skal være opmærksom på, at de lovmæssige tilladte dækdimensioner kan variere fra land til land. BCA Bilauktion A/S og sælger hæfter ikke for ukorrekt monterede dækdimensioner, samt beskadigede dæk, hvorfor der ikke kan reklameres herfor

Forruder/glas: Der gives ingen garanti for, at der er informationer om beskadigede eller revnede forruder, hvorfor der ikke kan reklameres herfor.

Lugtgener: Lugtgener kan forekomme, men BCA Bilauktion A/S forsøger bedst muligt at oplyse herom, hvorfor der ikke kan reklameres herfor.

Hvis der er genstande i bilen, f.eks. ekstra hjul, er kabinen ikke kontrolleret for eventuelle følgeskader heraf. Køber accepterer, at sådanne skader kan forekomme, og at disse ikke er med i køretøjsbeskrivelsen (inspektion/billeder) samt klassificeringen af køretøjet.

Det påligger købere at orientere sig om bilens tilstand både ud fra tekster, links og fotos på auktionswebsiderne.

2.4  Teknik:

Mekanisk: Reklamationsret for ukendte defekter i motor, gearkasse eller differentiale. Men bilens klassifikation er altid gældende.

Teknik/øvrig mekanik: Afhængig af fejlen, men her vurderes altid ud fra årgang og kilometer (vurderes fra sag til sag)

Elektronik: Afhængig af fejltype, men her vurderes altid ud fra årgang og kilometer (vurderes fra sag til sag)

Service- og sliddele: Ingen reklamationsret, f.eks. bremser, ophæng, undervogn, udstødning, kobling, svinghjul, trækaksler, kardan m.m.

Indstilling/justering (sporing, aksler osv.): Ingen reklamationsret (Køber risiko)

2.5  Udstyr:

Udstyr: Udstyr testes ikke for funktionsdygtighed, og der kan derfor ikke reklameres herfor. Ligeledes undersøges det ikke, om køretøjet har eftermonteret udstyr, og der kan ikke reklameres herfor.

Løse genstande: Der er ingen garanti for, at løse genstande i bilen bliver leveret eller er til stede, (såsom dæk reparations kit, advarselstrekant, reservehjul, SD kort, låsebolt(e), låsetoppe, nøgle til anhængertræk, træk kuglen, værktøj, bagagerumsdækken, gulvmåtter…) hvorfor der ikke kan reklameres herfor.

Ladekabler: Det garanteres ikke, at ladekabler medfølger til el-eller hybrid køretøjer. Er der taget billede af et ladekabel, vil det medfølge. Er der ikke taget billede af et ladekabel, vil dette ikke medfølge eller kunne fremskaffes af BCA Bilauktion A/S.

2.6  Øvrigt tilbehør:

Vedr. service/garanti hæfte, ekstranøgle og COC dokument: Dette bliver eftersendt i de tilfælde, hvor det er noteret på køretøjet i kataloget.

Vedr. servicehæfte/nøgler: Såfremt de er synlige på billederne, skal køber finde disse i bilen.

2.7  Alder og kilometer:

Byder er forpligtet, før bud afgives, at kontrollere køretøjets data såsom stelnummer, årgang, modelår og produktionsdato for korrekthed. BCA Bilauktion A/S oplyser altid stelnummer eller registreringsnummer på alle biler ved samtlige auktioner – både på hjemmesiden og i auktionskataloget.

Alle køretøjer sælges på vegne af sælger med tilhørende kilometer garanti. Kilometertal kan afvige med +/- 2000 km fra det antal kilometer, der er angivet i kataloget.

2.8  I øvrigt:

Bydere er forpligtede til at gennemse alle billeder og tilstandsrapporter, som er tilgængelige, før der afgives bud. Billeder og tilstandsrapporter vil altid blive prioriteret forud for tekstbeskrivelser.

Ændringer til køretøjet kan forekomme helt op til dagen før auktionen.

Ændringer under auktionen vil blive oplyst på følgende måde ved opråb af auktionarius samt ved en ”popup” besked.

3.0  Auktionsgenstanden

3.1  Hverken auktionsrekvirenten eller BCA Bilauktion A/S indestår for udførte services -hverken fra autoriserede eller fra frie værksteder. Ej heller indestår auktionsrekvirenten eller BCA Bilauktion A/S for ikke udførte services.

3.2  Bortset fra klassificering, jf. pkt. 2., sælges køretøjerne i den stand, hvori de foreligger ved hammerslag, som beset af køber, og uden garanti af nogen art.

3.3  Med mindre andet oplyses, er ethvert køretøj tilmeldt auktionen i henhold til BCA Bilauktion A/S´ sædvanlige tilmeldingsbetingelser, som udleveres ved henvendelse på kontoret, og forefindes på www.bca.com.

3.4  I forbindelse med auktion over et ikke-indregistreret køretøj, kan BCA Bilauktion A/S til vejledning for auktionskøberne have indhentet en angivelse af registreringsafgiftens forventede størrelse. Denne angivelse er alene vejledende, og forpligter hverken BCA Bilauktion A/S eller auktionsrekvirenten, såfremt det oplyste måtte vise sig ikke at være korrekt.

3.5 Et køretøjs registreringsattest medfølger altid med mindre andet er oplyst. Førnævnte gælder dog ikke et køretøjs forsikringer, idet disse aldrig medfølger. Såfremt det er anført, at registreringsattesten eftersendes, vil dette normalt ske inden for 21 arbejdsdage. I sådanne tilfælde oplyses dette altid på det pågældende køretøj. Ved salg fra fogedretter, advokater og finansieringsselskaber må påregnes en noget længere ekspeditionstid, ligesom der normalt vil gå 2-3 mdr. og i enkelte tilfælde længere, før evt. udlæg/pant bliver slettet. Nærmere oplysninger herom fås ved henvendelse på kontoret.

3.6  Ved en skadesbegivenhed på et køretøj, der opbevares på BCA Bilauktion A/S’ lagerområde, og i det tilfælde at denne skadesbegivenhed eventuelt kan dækkes ind under BCA Bilauktion A/S’ forsikring, modregner BCA Bilauktion A/S en kunde-selvrisiko på op til kr. 30.000 + moms per skadesbegivenhed i en eventuel erstatningssum. Ved en skadesbegivenhed forstås også tyveri/bortkomst af alle typer løsdele/afmontérbare dele fra biler herunder eksempelvis radiofronten, navigations- og infotainmentsoftware/hardware, ekstrahjul, hattehylder, aftagelige træk, kodekort og lign.

3.7  Det påhviler køber efter udlevering/modtagelse af køretøjet og de dertilhørende papirer at kontrollere, at følgende er i overensstemmelse med det oplyste i kataloget/onlinekataloget:

  • Køretøjets chassisnummer
  • Faktura
  • Moms og afgift status
  • Anmærkninger (eksempelvis afmelding, leasing/udlejnings klausul, der medfører myndighedskrav om syn eller andre krav).
  • 1.registrerings dato
  • Kilometerstanden

3.8 Skal et køretøj købt hos BCA Bilauktion A/S indregistreres i et andet land, pålægges det til enhver tid køber at orientere sig om regler og bestemmelser for dette. BCA Bilauktion A/S kan ikke være behjælpelig med dette – ej heller kan der fremskaffes yderligere dokumenter/effekter gennem BCA Bilauktion A/S, der ikke fulgte med køretøjet fra start. 

4.0  Auktionens gennemførelse

4.1  Bud er juridisk bindende og, kan ikke nedsættes eller annulleres efter afgivelse.

4.2  Til brug for auktionen udarbejdes der et auktionskatalog. Auktionskataloget er kun vejledende og ret til at meddele ændringer under auktionen forbeholdes.

4.3  Såfremt flere byder samtidig, afgør auktionslederen, hvem der får buddet.

4.4  Auktionslederen har ret til at ændre den rækkefølge, hvori køretøjerne bortauktioneres.

4.5  Kun data fremvist på skærme og oplyst af auktionarius er gældende. Nummer – og dataskilte i køretøjerne er kun vejledende og ikke ansvarspådragende for BCA Bilauktion A/S.

4.6  Størrelsen af mindste bud og overbuds mindste størrelse afgøres af Auktionslederen.

4.7  De enkelte salg sker ved, at hammerslag efter 3 gange gentaget opråb uden overbud gives til den højestbydende – dog jf. punkt 4.13.

4.8 Opstår der efter at hammerslag er givet tvivl om, hvem der er højestbydende, foretages nyt opråb. Dette afgøres altid af Auktionslederen.

4.9 Den bydende kan - såvel under som efter auktionen -  afkræves sikkerhedsstillelse. Størrelsen heraf bestemmes af BCA Bilauktion A/S.

4.10 Den, der byder for en anden, forpligter sig derved som selvskyldnerkautionist.

4.11 Køber flere i forening, hæfter de solidarisk.

4.12 Er mindsteprisen ikke opnået kan auktionsrekvirenten/auktionsholder bestemme, at der ikke må gives hammerslag, hvorved køretøjet trækkes tilbage.

4.13 Skønner Auktionslederen, at højeste bud er udenfor markedsniveau, kan auktionslederen vælge ikke at give hammerslag, og trække køretøjet tilbage.

4.14 Køber skal umiddelbart efter hammerslag meddele bydenummer (evt. navn & adresse) til Auktionslederen. Opgiver køber ikke fuldstændig korrekt bydenummer, afgør auktionslederen, om køretøjet skal fremstilles på auktion igen. Denne bestemmelse fritager ikke køber for erstatningsansvar over for såvel auktionsrekvirenten som auktionsholder.

4.15 Enhver handel på BCA Bilauktion A/S´ område skal registreres på auktionsholderens formularer og i øvrigt følge nærværende auktionsbetingelser.

4.16 Såfremt BCA Bilauktion A/S ved en fejl kommer til at bortauktionere et forkert køretøj, eller med forkert oplyst moms- eller registreringsafgiftsstatus, er køber og sælger pligtig til at tåle, at handlen går tilbage, uden at køber derved kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende over for auktionsrekvirent eller et erstatningsansvar gældende over for BCA Bilauktion A/S. Uanset førnævnte vil BCA Bilauktion A/S være erstatningsansvarlig for de umiddelbare dokumenterbare udgifter, som køber har haft på det pågældende køretøj, f.eks. udlæg for brændstof og transportomkostninger.

4.17 Ved køretøjer hvor der i bilbeskrivelsen udtrykkeligt fremgår, at sælger har søgt registreringsafgift retur, påtager BCA Bilauktion A/S sig som formidler, forpligtigelsen overfor sælger, at forestå eksport af køretøjet, og fremskaffe eksportdokumentation i henhold til sælgers forpligtelser jf. gældende retningslinjer fra SKAT. Af denne årsag kan køretøjet ikke købes af et dansk selskab med dansk CVR nr.

4.18  BCA Bilauktion A/S optager auktionerne i video og lyd, ligesom video og lyd sendes i realtid via internettet til de registrerede online brugere. BCA Bilauktion A/S’ område er video overvåget. Optagelserne opbevares 30 dage.

5.0  Købesum og salær

5.1  Budsummen tillægges auktionssalær tillagt moms i henhold til gældende salærliste, som findes optrykt efter nærværende auktionsbetingelser og på www.bca.com .  Såfremt køretøjet er momspligtigt, tillægges tillige den til enhver tid gældende momssats. Salær faktureres med samme momsstatus som bilens bud sum. 
 

5.2  Køber modtager en mail indeholdende faktura med angivelse af budsum, salær samt transport – jvf. pkt. 6.3.  Faktura bedes betales straks efter modtagelse. Betaling skal ske via overførsel fra købers bank. BCA Bilauktion A/S er tidligst forpligtet til at udlevere køretøjet til transport, når betalingen er synlig og uigenkaldeligt modtaget hos BCA Bilauktion A/S. Kontanter, checks og kortbetalinger modtages ikke.

5.3  Ejendomsretten til det købte køretøj overgår først til køber, når købesummen med eventuelle renter og omkostninger er fuldt ud betalt til BCA Bilauktion A/S og behørigt dokumenteret. Indtil den fulde købesum inkl. renter og omkostninger er betalt, og køretøjet er udleveret til køber, er køber uberettiget til at råde over køretøjet i enhver henseende, herunder at videresælge køretøjet, indregistrere køretøjet, belåne køretøjet, anmelde køretøjet til eksport, få udstedt ny registreringsattest mv.

5.4  Såfremt købesummen ikke betales rettidigt jf. pkt. 5.2, afgør auktionsholder, om køretøjet skal fremstilles på auktion igen, og at købet derfor skal hæves overfor køber. Denne bestemmelse fritager ikke køber for erstatningsansvar over for såvel auktionsrekvirenten som auktionsholder. Auktionsholder afgør i hver sag beløbets størrelse, som køber er erstatnings ansvarlig for. Overholder køber ikke betalingsfristen eller erstatningsansvar, kan køber risikere udelukkelse fra auktionen samt et retsligt efterspil. 

5.5  Afregning til auktionsrekvirenten finder sted, når tilfredsstillende adkomst er dokumenteret, oftest i form af registreringsattest fra tidligere ejer, og når køber har betalt den fulde købesum til BCA Bilauktion A/S. Afregning til auktionsrekvirenten sker via bankoverførsel. 

5.6  Betales købesummen ikke rettelig, jfr. pkt. 5.2, beregnes rente pr. påbegyndt måned regnet fra hammerslags dato, indtil betaling sker. Renten udgør Nationalbankens diskonto + 7% + rentes rente.

5.7  For købesum og salær haves i medfør af auktionsloven udpantningsret, og fordringer kan inddrives ved udpantning. Retsplejelovens regler og fordringer kan derfor umiddelbart danne grundlag for udlæg.

5.8  I overensstemmelse med gældende branchenorm, anses der for indgået aftale om ”selv-fakturering” / ”Self-billing”, med mindre andet er aftalt skriftligt, og BCA Bilauktion A/S udsteder et afregningsbilag i forbindelse med ethvert salg.

6.0  Transport

Alle købte køretøjer hos BCA Bilauktion A/S er underlagt automatisk transport arrangeret af BCA Bilauktion A/S. Det er ikke muligt at foretage afhentning på egen hånd, eller bestille transport via tredje part. Købte køretøjer kan først transporteres, når gyldig betaling er modtaget og bekræftet registreret hos BCA Bilauktion A/S.
 
6.1  For defekte køretøjer som ikke selv kan køre, samt campingvogne og lastbiler, kan køber være nødsaget til selv at stå for transporten. Dette skal altid aftales med dk.transport@bca.com
 
6.2  Udenlandske forhandlere inden for EU med gyldigt internationalt momsnummer inden for bilbranchen har følgende muligheder: 
  1. Automatisk transport gennem BCA Bilauktion A/S. Køretøjerne skal leveres på den udenlandske firma adresse, hvortil køretøjerne er ud-faktureret, eller på en adresse, som juridisk er direkte forbundet til køber og i det samme land. Kontakt evt. dk.transport@bca.com for prisinformationer.
  2. I tilfælde hvor køretøjer ikke kan køre, eller køretøjer ikke falder ind under standardstørrelseskategorien, kan BCA Bilauktion A/S være nødsaget til at bede køberen om selv at arrangere transporten. I sådanne tilfælde kan køberen afhente køretøjet ved at betale den danske moms på 25%, der tillægges budsummen. På forhånd skal dette aftales med samt skriftligt godkendes af BCA Bilauktion A/S. Gyldig eksportdokumentation skal være modtaget af BCA Bilauktion A/S senest 3 måneder efter købet i form af en kopi af registreringsattesten fra det land, som køretøjet er faktureret til. Hvis eksportdokumentationen godkendes af BCA Bilauktion A/S som gyldigt, tilbagebetales det indbetalte momsbeløb på 25%. Hvis eksportdokumentationen ikke tilsendes BCA Bilauktion A/S inden for 3 måneder fra købsdatoen, kan BCA Bilauktion A/S ikke garantere, at det indbetalte momsbeløb kan tilbagebetales til køberen, da beløbet skal betales til SKAT inden for denne periode. Alt skal arrangeres og godkendes ved at kontakte dk.transport@bca.com
6.3  Udenlandske forhandlere uden for EU har følgende muligheder:
  1. Køber kan selv afhente køretøjet ved at køber indbetaler dansk moms på 25 %, som vil blive tilskrevet købesummen, og derved selv afhente køretøjet. Dette skal på forhånd accepteres og skriftligt bekræftes af BCA Bilauktion A/S inden afhentning.  Inden for 3 måneder fra købet, skal der foreligge eksport dokumentation i form af en kopi af registreringsattesten fra det land hvortil bilen er ud-faktureret eller et EUR1 tolddokument . Godkendes dokumentationen af BCA Bilauktion A/S som retmæssig eksport dokumentation, tilbagebetales det indbetalte beløb på 25%. Foreligger dokumentationen ikke inden for de 3 måneder fra købsdatoen, kan BCA Bilauktion A/S ikke garantere, at det indbetalte momsbeløb kan udbetales til køber, da beløbet imellem tiden skal indbetales til SKAT.
  2. Transport arrangeres af BCA Bilauktion A/S, men leveringstiden kan i visse tilfælde være op til 4-6 uger. Køretøjet skal leveres på den udenlandske firmaadresse, hvortil køretøjerne er faktureret, eller på en adresse, der er direkte juridisk knyttet køberen og altid i samme land. I tilfælde, hvor køretøjer ikke kan køre, eller køretøjer ikke falder ind under standardstørrelseskategorien, kan BCA Bilauktion A/S muligvis bede køberen om selv at skulle arrangere transporten. Kontakt dk.transport@bca.com for yderligere information.
6.4  Transport til købte køretøjer bliver booket efter hver afsluttet auktion, uanset om det er tale om et enkelt køretøj eller et komplet vognlæs.
Komplette vognlæs, afhænger af antal købte køretøjer, samt størrelsen heraf.
Køretøjer som er købt på forskellige auktioner vil blive booket separat. 
BCA Bilauktion A/S kan ikke drages til ansvar ved forsinket levering, hvis køber måtte få uforudsete omkostninger heraf.

7.0  Auktionsrekvirentens ansvar for fejl og mangler

7.1  For et køretøj placeret i kategori C, vil køber ikke kunne gøre misligholdelsesbeføjelser herunder krav om erstatning gældende mod BCA Bilauktion A/S jf. pkt. 2.1. Eneste undtagelse herfra er vanhjemmel, jf. pkt. 8.2.3. Tilsvarende gælder køretøjer klassificeret i kategorierne A og B, såfremt budsummen ekskl. salær og moms er kr. 15.000 eller derunder.

7.2   Køber kan kun hæve et auktionskøb såfremt:

  1. et køretøj er fremstillet i for høj kategori, forudsat at køretøjet dels tilbagesendes straks og uden ophold under hensyntagen til pkt. 8.2 og pkt. 8.3, samt at køber ikke har ladet køretøjet indregistrere eller omregistrere.
  2. et køretøjs chassisnummer ikke stemmer overens med køretøjets papirer, eller de oplyste data ikke svarer til køretøjets papirer eller køretøjets faktiske data, og hvis denne forskel har væsentlig betydning for køber. Tilsvarende gælder, såfremt køretøjets papirer er påstemplet anmærkninger, eksempelvis afmelding, der medfører myndighedskrav og syn, såfremt dette ikke er oplyst under auktionen og altid jf. pkt.8.
  3. hvis der eksisterer vanhjemmel, dvs. der findes tredjemandsrettigheder over det købte køretøj i strid med købers ret (restgæld i henhold til ejendomsforbeholdskontrakt, ejerpantebrev eller løsørepantebrev i køretøjet eller hvis køretøjet er stjålet)
  4.  
  5. det oplyste antal kørte kilometer for et køretøj væsentlig afviger fra det reelle antal kørte kilometer jf. pkt. 2.7 samt pkt.8.

8.0  Reklamation og frister

8.1  Enhver reklamation indeholder en selvrisiko på DKK 3.750 + moms og alle indsigelser fra køber skal ske skriftligt og rettidigt via reklamationsformularen på hjemmesiden. / https://www.bca.com/da-DK/dk/Kontakt/Reklamation/

8.2  Såfremt et køretøj indregistreres, bortfalder reklamationsrettighederne.

8.3  BCA Bilauktion A/S forbeholder sig ret til at bede køber om – for egen regning -  at indhente reparations tilbud fra et 3 parts værksted, eller påsætte tester (f.eks. ved aktiveret motorlampe), hvis dette findes nødvendigt.

8.4  Fristen for rettidig reklamation er maksimum 24 timer efter at køretøjet er udleveret til køber – jf.pkt. 5.2.

8.5  Er reklamationsfristen overskredet, vil reklamationen ikke blive behandlet. En kosmetisk reklamation skal være noteret på transportørens kopi af fragtbrevet. En mekanisk/teknisk reklamation skal være skriftligt begrundet og dokumenteret evt. i form af billeder eller videooptagelser. Reklamationer skal indsendes til BCA jfr. pkt. 8.1.

8.6  Såfremt auktionskøber fremkommer med indsigelser mod køretøjets klassifikation, afgør BCA Bilauktion A/S, om købers indsigelser er berettigede. Køber kan hæve købet, såfremt køretøjet har været placeret i en for høj kategori.

8.7  Såfremt et køretøj tages retur:

  1. Køber er ikke berettiget til at kræve erstatning for eventuelt foretagne forbedringer på det købte køretøj, såsom afholdte vedligeholdelsesomkostninger eller udlæg for brændstof/transport.
  2. Transportudgiften til køber er altid at betragte som købers selvrisiko. Selvrisiko på 3750,- + moms vil til enhver tid blive fratrukket transportudgiften til køber. Er transport udgiften til køber højere end selvrisikoen, vil denne blive kompenseret.
  3. Omkostning ved retur transport vil altid oppebæres af sælger.
  4. Refundering af tilgodehavende tilbagebetales køber, når BCA Bilauktion A/S har modtaget køretøjet og den tilhørende registreringsattest.

8.8  Værneting: Alle tvister, uenigheder og krav, som direkte eller indirekte udspringer af auktion hos eller gennem BCA, skal afgøres ved Retten i Kolding som første instans og afgøres efter dansk ret. CISG (The United Nations Convention on Contracts for the International Sale of Goods) skal ikke finde anvendelse ligesom dansk rets internationale privatretlige regler ikke finder anvendelse, hvis disse ville føre til anvendelse af et andet lands lovgivningen end dansk lovgivning.